|
Kære alle der læser på denne hjemmeside!
IfavnDanmark.dk har eksisteret siden 2004 og har været så velbesøgt og brugbar for mange forældre, at det har været helt og holdent en glæde at skabe denne hjemmeside. IfavnDanmark.dk har haft sit "eget liv", både med anerkendelse og henvisninger fra Offentlige Myndigheder, selvom der stadigvæk mangler nogle artikler. IfavnDanmark.dk er så velbesøgt og brugbar for forældre - og det uanset hvornår de har fået barnet eller børnene, eller hvilket nummer det er i søskenderækken.
Det er jeg så glad for, at det varmer mit hjerte og gør mig en lille smule lykkelig fra tid til anden. Det samme gør de hjertelige henvendelser redaktionen har modtaget om forældre, der har haft gavn af siden. Tusinde TAK for de henvendelser! – det er den slags, der gør det virkelig værd at have lavet siden her.
En af de varmeste hilsner IfavnDanmark har fået var fra en mor der havde fået en gave ved at læse artiklen om Signalstærke børn, og det var fordi hun nu med sit 4. barn oplevede de ting der blev beskrevet!
Begrebet Signalstærke Børn er introduceret af Ifavn Danmark og bliver brugt af myndigheder, sundhedsplejersker m.v. nu.
Siden er ikke altid blevet opdateret løbende med nye artikler - det er heller ikke meningen, for børneopdragelse er ikke en nyanskaffelse i verden.
Siden Ifavn Danmarks´s stiftelse heldigvis aldrig skadet emnet: I Favn Danmark blev i løbet af 2006 kontaktet af bl.a. større familie- og børn-magasin og i det nyeste nummer af Forældre & Børn / Mama X-tra (nr. 5/2006, tillæg til Mama 10/2006) er der en stor artikel om I Favn og I Favn Danmark. Forsiden skriver: "Barnet får mest tryghed i dine arme" og artiklen har overskriften "Du skal følge dit HJERTE".
I sommeren 2006 fik I Favn Danmark også besked fra et forlag om, at der bliver henvist til denne hjemmeside i en dansk oversættelse af den amerikanske best-seller ”No Cry Sleep Solution”, som beskriver en blid måde at håndtere søvn-problematikker på i forhold til spædbørn. Det er jo en stor fornøjelse at se, at der nu er en bog på dansk, der giver et omsorgsfuldt og fornuftigt alternativ til mere hårdhændede søvntrænings-teknikker.
Desuden blev I Favn Danmark kontaktet af Forbrugerrådet og linkede på opfordring til deres kampagne om kemi i plejeprodukter, som blev søsat af Miljøstyrelsen og blev offentliggjort 27. september 2006 på www.babykemi.dk . Materialet indeholder nogle meget fine anbefalinger til gravide og ammende... og heldigvis stod de på hjemmesiden her i forvejen allerede, hist og pist.
Siden 2007 har der været henvist til hjemmesiden her i de bøger man får med hjem fra hospitalerne i forbindelse med jordemoderbesøg.
Fra 2004 - 2011 har hjemmesiden haft et meget stort antal besøgende og vi får fortsat dejlige mails om at siden har hjulpet forældre og spørgsmål som vi altid prøver at besvare så godt vi kan.
Jeg glæder mig hver gang, der sker noget i den offentlig debat, der skaber opmærksomhed omkring I Favn og tankegange der minder om den… og hver gang jeg ser en mor eller far med sin baby på kroppen i gadebilledet. Ikke fordi det skal være det eneste saliggørende, men fordi jeg holder af tanken om, at nybagte forældre har vidst, at man KAN gribe tingene an på den måde… at der er andre der gør det, med kærlighed og stor glæde og med nogle pragtfulde børn under vingerne.
Husk, at du altid kan sende artikler til redaktion@ifavndanmark.dk!
De bedste hilsner
Dea Dorothea Deleuran
(Stifter og redaktør / skribent, I Favn Danmark)
|
|