4 ud af 8 rigtige
Af Dea Dorothea Deleuran, Ordrup
Satirisk, halv-groft, selvironisk indlæg om ifavn-munke m.m. skrevet af en medium-perfekt mor.
Uredigeret indlæg bragt 1. gang på mailgruppen IFAVN-DEBAT 28. marts 2004.
For ikke så længe siden udkom NÆRKONTAKT-bladet som vi kalder det herhjemme: Foreningen Forældre og Fødsels temablad om I favn - volume 2. Det er sjældent at der udkommer et helt blad om sådan noget som I Favn, så alene af den grund er det spændende læsning.
Jeg skal ikke komme med nogen anmeldelse af bladet - og det ville også være svært for mig af den grund at jeg har bidraget med et indlæg i det OG i øvrigt er en af dem der for tiden er så fræk at kalde sig selv for "ifavner". Jamen, det er jo os frelste, super-økologiske, opofrende hjemmebagende slyngemødre der ALDRIG kunne finde på at kalde en sut mindre end afskyvækkende som en baby-plastik-mund-dildo. En ifavner ville ALDRIG kalde den et "hold-kæft-bolsje", men joh, det ville vi tænke!!! Og en tremmeseng kender vi godt – det er jo en celle i et åbent fængsel til brug for afsoning om natten. Men vi hæver os naturligvis op over den slags, ligesom vores børn hæver sig op over den raslende metal-kasse på hjul som er udbredt torturinstrument mod børn i vores kulturer. Barnevognen er jo et legaliseret instrument til omsorgssvigt ikke? Og vi giver omsorg HELE døgnet hvor andre ravne-forældre forlader deres børn i kolde klamme vugger - hengemte i hjørnet af soveværelset måske. Phtalater i legetøj og ikke-økologisk blomkålsmos? NEJ! Ikke her.
For at bevæge os lidt ud over de fordomme der (med rette - og for os ifavnere med en vis slet skjult stolthed) hersker om os, så vil jeg gerne supplere op med de principper som vi fik redegjort for i sidste nummer af bladet. Vi læser en masse bøger inden vi skal føde, fordi vi simpelthen bliver endnu mere BEVIDSTE af det. Vi lader ikke vores børn passe - og når de bliver det er det i et minimum, da forældrene er dem der skal skabes nær kontakt med; ikke baby-sitter eller lego-borg i vuggeren. Og så er vi i favnere FORBILLEDLIGE: Vi er kærlige, positive, ikke-aggresive, empatiske og derfor bliver vores børn det også. Og vi sørger for at se og møde andre i-favnende mennesker. Vi spiser sundt og dyrker motion (jvf. API-principperne for lidt større børn) og holder i det hele taget og over bred kam os selv og vores familie i BALANCE.
WOW!!! Siger jeg bare - lyder det ikke skønt?! Og her er det så filmen knækker for nogle stykker af os (men behøver den det?) Kan vi nogensinde leve op til alt det? NÆh! Skal vi? Burde vi? Næh........
I favnere virker provokerende på nogle - vi bliver kaldt "frelste" og "hellige"...... Det er nærmest et skældsord i nogle kredse tror jeg og noget man udtaler med indforstået blik og en hurtig kommentar om at "jeg er altså ikke SELV ifavner". Og nogle bliver beskyldt for alligevel ikke at være rigtig berettiget til titlen "ifavner", hvis de bruger den. Vi bliver jo alle sammen lidt bange for målestokke for "perfekt forældreskab", ikke? Men hvad er der galt med AMBITIONER og IDEALER for sit liv med børn? Er det ikke dem der får os til at PRØVE at gøre det så godt som muligt (og det er da en meget god skala!) Er det ikke kun den gode gamle jantelov der skulle regulere hvem der kan kalde sig selv "i favner".
Når vi alle sammen mærker efter i maven og tænker efter med hovedet, så ER ifavn-valg jo faktisk nogle rigtig gode valg. Ja, jeg vil faktisk gå så vidt som til at sige, at de alle er de BEDSTE valg. Og det vil jeg gøre helt uden at fordømme ANDRE eller ANDRES valg. Eller mine egne, når de IKKE stemmer overens med principperne! Men bare fordi jeg ikke vil fordømme behøver jeg vel ikke mene at alle valg er lige gode og at alt om børneopdragelse kan opsummeres i den leverpostejagtige pællemælle der lyder "det er jo afhængigt af det individuelle BARN om det ene eller andet eller 3. er det RIGTIGE og at det kommer jo an på så meget". NEJ - jeg må simpelthen INSISTERE på at noget (som overvejende hovedregel) simpelthen bare ER bedre end andet. Og vi ved det jo alle sammen lige med undtagelse af lidt variationer over bagateller. Selvfølgelig har et barn godt af meget kropskontakt og økologisk mad. Og jeg er overbevist om at mine børn ville have bedst af at jeg gik hjemme med dem indtil skolealderen og derefter altid var hjemme når de kom fra skole og når de var hjemme i spisefrikvarteret. Det er da PERFEKT for dem! Jeg skulle nok kunne finde et par andre hjemmegående med børn som de kunne lege med. Men jeg har nogle karriere-ambitioner som jeg står fuldstændigt skamløst ved og som gør, at jeg har tænkt mig at færdiggøre mit studium, og imens jeg studerer vil jeg sende dem i børnehave – dvs. ca. når de er 2-3 år. Og når jeg gør det så synes jeg det er lidt ”u-favnet”. Der ER altså ikke tæt kontakt i det tidsrum, hvor mor/far er på arbejde mens barnet er i den anden ende af byen, det giver næsten sig selv. Men det handler alt sammen om behov i familien og afvejninger og prioriteringer.
At jeg har viet mig selv som I favn - munk betyder heller ikke at jeg ligger søvnløs af dårlig samvittighed, når mine børn ligger og sover i egne separate senge (det meste af tiden) - for det gør de. Og jeg har også en dejlig tvillingeklapvogn med plastic-vinduer med gardiner, hvor jeg putter mine små i på daglig basis - i hvert fald en af gangen. Jeg har sågar en altan-barnevogn. Jeg lader med GOD samvittighed mine børn bruge sut. Og min 2-årige fik et powertool-sæt af orange-sort plastic, der kan bore og lyse, i fødselsdagsgave. Og vores kylling på aftensbordet er fra Fakta eller måske fra de fritgående i Irma, men aldrig økologisk. Jeg tror snart vi kvitter nat-amningen for det er simpelthen for opslidende for forældrene......... I køleskabet står Arla-mælken. Og ved I hvad; jeg tror at når jeg evaluerer om 20 år, så er det nogle langt større og vigtigere ting jeg vil føle jeg kom til korte med eller hvor jeg ligefrem føler at jeg traf forkerte valg end om børnene havde stof-bleer eller engangs- eller om deres legetøj var lavet af naturmaterialer og om deres første mosede kartoffel var økologisk eller Vildmose.
Om jeg så er i favner? JA - det insisterer jeg simpelthen på at (prøve at) være. Og jeg kalder mig det stolt mens jeg gør det :-) 4 ud af 8 rigtige - det er sgu da godt nok! Og tænk engang: Mens jeg personligt faktisk går for at være helt outreret fanatisk, hjemmefødende og langtids-søskende-/ tandemammende rosin-bollebager og varm kakao-brygger, så kan jeg SAGTENS have venner der føder på hospital, lader børnene sove på egne værelser, ammer i 6 mdr. og kommer dem i institution tidligere end jeg selv ville gøre det – gode venner der er søde ved deres børn!!! Men jeg synes da stadig at lige præcis vores børn er heldigere J
